Circus Balloon Club
Nordens største ballonklub, stiftet 1978


Trends i den internationale konkurrencesport

Erfaringer fra Preworlds i Hofkirchen 2007 af Philip Mundt

Der er skred i udviklingen indenfor konkurrence flyvning med balloner. GPS loggeren har medført nye muligheder og begrænsninger. Holdet og jeg har været til 5 store stævner i år, hvor loggere blev benyttet i 3 af dem. Nærværende artikel er erfaringer fra et år på farten og en frisk oplevelse af den seneste udvikling indenfor moderne loggerstævner. Først lidt om loggerstævner generelt og siden vores erfaringer fra et virkelig velfungerende stævne test-stævne for VM i Østrig 2008, preworlds ii Hofkirchen.

Hvad er et loggerstævne?

Udgangspunktet for et loggerstævne er, at alle ballonerne under konkurrencerne får monteret en GPS logger, der både i højde, position og tid registrerer ballonens flyvning. Hvert 5. sekund gemmer enheden disse data og efter flyvningen overføres de fra den enkelte logger ind i et computerprogram, der både scorer og straffer piloten ud fra de givne tasks og regler. F.eks. straffes automatisk flyvning i PZ’ere og for kraftige stig og synk.

Typisk er der ikke længere de klassiske observatører med ved et loggerstævne. Deres opgaver bliver efterhånden overtaget af officials fra stævne arrangørerne. F.eks. er der ikke brug for deres opmåling af markerdrop da markeren efterhånden altid kastes i såkaldte ”marker scoring areas”. Et MSA har typisk en radius på ca. 100 meter rundt om et givent mål, og der benyttes de omtalte officials til øjeblikkelig opmåling af markene. Kommer piloten ikke tæt nok på et mål til at kaste sin marker scores han automatisk til loggerens 3D position i forhold til målet.

Open Sun Balloon Team i Velikie Luki efter landing med vores to russiske tolke. Fra venstre Lars, Kim, Jan, Svetlana, Philip og Natascha.

Open Sun Balloon Team i Velikie Luki efter landing med vores to russiske tolke. Fra venstre Lars, Kim, Jan, Svetlana, Philip og Natascha. Klik på billedet for at se det i stort.

Dette betyder samtidigt, at der ikke længere ses tasks som ’pilot declared goal’ og ’fly on’ hvor der kan anvendes markerdrop, da der naturligvis er et afgrænset antal measuring teams og dermed ikke mulighed for at piloten selv kan vælge hvorhan vil kaste. Pilot declared goal PDG er dog stadig i spil, men oftest bliver den brugt i forbindelse med loggerscoringer.

At de enkelte hold ikke længere har observatører med ude i felten bekymrer mange deltagere. Mest i forhold til, om piloter og hold er lige så agtpågivende i overholdelse af generelle regler, ground contacts, markejer tilladelser og sikker kørsel på vejene. Og bekymringen er sikkert reel. Vi har på vores hold undret os over, at der ikke er stikprøver og roaming officials der sikrer, at hvis der skulle brydes regler, så bliver det straffet virkelig hårdt. Vi har samtidigt også observeret stressede hold, der ubekymret kværner ind på en mark for en hurtig start og det kan medføre problemer.

Mit generelle indtryk er, at der efterhånden er opnået en slags enighed om, at GPS loggere er kommet for at blive og at det blot er et spørgsmål om, hvordan de skal bruges optimalt. Der eksperimenteres stadig med bruges af teknologien, men de fleste er meget optagede af at beholde markerdroppet i konkurrencen som en central og sjov udfordring. Dertil snakkes der meget om, hvordan loggeren skal kunne betjenes undervejs, så vigtige konkurrencer som en ’fly on’ kan genindføres.

Jeg oplever, at der i al den eksperimenteren opstår usikkerhed. Hvad er nu det for en slags opgave? Nye formuleringer og nye præmisser vinder ind på task sheet’et. Erfarne piloter og hold kan ikke stole på, hvordan tingene plejede at være og er nødt til at holde skarpt øje med detaljerne i f.eks. formuleringer af opgaver. Det skaber frustrationer rundt omkring, men er nok et nødvendigt onde i disse forandringstider.

Camilla holder øje med udsigten over det smukke Apfelland i Østrig. Her fløj holdet pre-worlds i september i år. Det er også flyveområdet for VM 2008.

Camilla holder øje med udsigten over det smukke Apfelland i Østrig. Her fløj holdet pre-worlds i september i år. Det er også flyveområdet for VM 2008. Klik på billedet for at se det i stort.

Open Sun Balloon Team

Open Sun Balloon Team har haft et travlt år i 2007. Det er blevet til 5 store stævner, hvoraf de 4 har været i udlandet i hhv. Italien, Rusland, Luxembourg og Østrig samt naturligvis DM ved Egeskov Slot. Stævnerne har budt på mange forskellige oplevelser, både hvad angår det flyvemæssige, vores præstationer, rejserne, de kulturelle indtryk og ikke mindst temaet for denne artikel.

Vores ballonhold kører et ret teknisk setup. Vi flyver med computer ombord på både ballon og følgebil. De er begge sat op til live-tracking, er i kontakt med hinanden og udveksler data så følgebilen altid har de samme informationer som os andre oppe i ballonen. Derfor er der også altid en computeroperatør i kurven, der har en meget central strategisk og flyvetaktisk rolle. Det betyder generelt, at vi flyver tungt og somme tider har vanskeligt ved de hurtige stig. Men med al den computerkraft og alle de tilgængelige informationer skal der også meget brainpower til at sortere i det. Så vi mener, der er fremtid i det setup.

Sådan ser hovedvinduet i vores navigationsprogram WindMaster ud. Er du interesseret i en yderligere gennemgang af programmet og dets fasciliteter skal du snakke med min navigatør Kim Larsen, der er den danske ekspert på produktet.

Sådan ser hovedvinduet i vores navigationsprogram WindMaster ud. Er du interesseret i en yderligere gennemgang af programmet og dets fasciliteter skal du snakke med min navigatør Kim Larsen, der er den danske ekspert på produktet. Klik på billedet for at se det i stort.

Vejr, vind og varmen i toppen

Hofkirchen ligger i den østlige del af Østrig. Det kaldes Apfelland og er smukt, grønt og kuperet med små bakker på ca. 3-400 meters højde. Området er præget af nogle lange dalestrækninger, der har stor betydning for vindens in- og outflow hhv. morgen og aften. Dertil ligger området godt beskyttet af alperne både nord, vest og syd og har næsten altid vinde i alle retninger – der er blot ikke meget af den og den skal lige findes…

De svage vinde sammen med en afgrænset scoreperiode på omkring 3 timer betød, at vi skulle være særligt opmærksomme på overhovedet at kunne gennemføre alle tasks i flyvningerne. I øvrigt var alle morgen flyvninger på 4 tasks og samtlige aftenflyvninger på 2 tasks, så det var om morgenen de lange flyvninger foregik.

Årstiden betød, at nætterne var temmelig kolde. Der var typisk 5-6 grader varmt om morgenen hvilket betød, at vores tunge setup med 2 personer ombord ikke var et problem for flyvetiden, da vi kunne løfte rigeligt med gas til de 3 timer en flyvning maximalt kunne være. Det tunge setup blev dog et problem under et par af flyvningerne, hvor behovet for at stige mellem 0-7000 fod skulle gå stærkt. Det hverken tillod ballonens form eller temperaturen i toppen.

Men vejret var flot. Solen strålede gennem (næsten) hele perioden og ugen bød på i alt 11 flyvninger og 26 taks. Vi fik dog også den efterhånden traditionelle regnvejrsflyvning. Om onsdagen blev vi sendt ud på 4 tasks, der dog blev cancelled da der både var flot mørk sky, regnbue og småregn.

Ved et stævne i samme område i 2006 oplevede jeg sammen med Kim et ret alvorligt regnskyl under en konkurrenceflyvning. På vej over en bakke kom vi ind i skyer og fik et white-out. Det er en voldsom oplevelse ikke at kunne se andet en grå-hvidt lys i alle retninger. Pludselig begyndte en svag vislen, der langsomt tiltog i styrke og som til sidst var en insisterende væsende larm. I begyndelsen fossede vandet langs med ballonens yderside og løb ned langs panelernes syninger. Senere gennemblødte parachuten og det begyndte at vælte ned i kurven med ret varm regnvand, der i øvrigt havde en skræmmende spruttende lyd, når det ramte brænderspiralen. Det var som om den kunne slukkes hvert øjeblik. Efterfølgende forstod vi på følgebilen, at det havde regnet så voldsomt, at de knapt kunne viske ruden med vinduesviskeren. Til gengæld opførte ballonen sig som sædvanligt. Den både kunne flyve og også sikkerhedslandes uden de store vanskeligheder.

Nye tasktyper – 3D shape

Den helt nye tasktype, der umiddelbart fulgte i hælene på indførsel af loggerkonkurrencer var 3D shape tasks. Opgaven går på at opnå så mange track-points inde i en 3 dimensional zone. Et trackpoint oprettes hvert 5. sekund af loggeren. De første forsøg handlede om, at piloten skulle flyve efter kubiske zoner opbygget efter gridfelterne på kortet og i forskellige højder. Men det blev hurtigt tydeligt, at opgaverne var for svære at overskue visuelt. Piloter vil helst flyve efter og kan bedre forstå topografiske landemærker, hvorfor 3D shape tasks i Østrig blev opbygget efter veje og andre ting i naturen. Et andet brugt alternativ vi oplevede i Rusland var en Pie (lagkage), en zone i cirkelrund form. Det snedige ved denne model er, at den også kan bruge som PDG task, hvor piloten før flyvningen deklarerer et selvvalgt punkt, som cirklens midte. I det russiske eksempel blev det så yderligere krydret med ekstra point i særlige zoner.

Her er et eksempel på en 3D Shape Pie, hvis centrum skal deklareres af piloten før take-off. Udfordringen er spændende, ikke mindst fordi vindforhold helt op til 1800 fod skal med i betragtningen hvis der skal scores mange point. Denne type task er kun mulig med loggerscoring.

Her er et eksempel på en 3D Shape Pie, hvis centrum skal deklareres af piloten før take-off. Udfordringen er spændende, ikke mindst fordi vindforhold helt op til 1800 fod skal med i betragtningen hvis der skal scores mange point. Denne type task er kun mulig med loggerscoring. Klik på billedet for at se det i stort.

Ingen solo-flyvninger til VM

Stævneleder Davin Levin annoncerede fra start en rækker nye regler, vi ikke havde oplevet før. For det første meddelte han, at han ikke ville udlægge soloflyvninger. Med så mange computere om bord i ballonerne nærmest opfordrede han piloterne til at flyve med navigatør eller computer operatør. Dernæst forklarede han, at der ikke længere måtte være mobiltelefoner om bord. Han havde erfaringer med, at signalerne fra telefonerne kunne forstyrre loggernes satellit modtagelse.

Desuden forklarede han allerede fra starten, at han altid forsøger at gøre markerdrop en del af konkurrencerne. Hans oplevelse var, at ballonpiloter rigtig gerne vil kaste markere og det ville han efterleve. Da der ikke er observatører med ude på hvert ballonhold er det kun mål fastsat af stævne ledelsen, der kan kastes markere på. Når stævneledelsen annoncerer et givent mål, er der således altid et opmålehold ved målet. De måler alle de markere op, der kastes indenfor 100 meter af målet. Udenfor de 100 meter fra målet scores piloten altid på loggeren. Så selvom jeg flyver lige over målet og glemmer at kaste markeren scorer jeg minimum 100 meter på loggeren. Dette gælder også hvis jeg kaster en forkert farvet marker.

Særligt Marker Scoring Area

Som en lille ekstra udfordring ved dette test-event (og forhåbentligt ikke tilfældet ved det rigtige VM) blev marker scoring area’et afgrænset til kun at være asfalten på vejene ved målkryd, da de høje majsmarker, der var over det hele, ville gøre opmåling af markere i dem nærmest umulig. Vi oplevede flere tilfælde, hvor piloter var yderst uheldige og selv fra meget lav højde - under 10 meter - ramte få centimeter uden for asfalten og dermed blev scoret til 100 meter. Her ville det heller ikke nytte at satse på en høj overflyvning af målet. For det første er sandsynligheden for at ramme en asfaltvej fra 1500 fod ekstremt lille. For det andet ville det, at ramme forbi, medføre en logger scoring, som jo befinder sig 500 meter over målet og dermed 500 meter væk – ja, det er den såkaldte 3D distance der måles op. Ballonens højde i forhold til målet har kolossal betydning for den scorede distance ved loggerscoring.


Her er et par eksempler på et par morsomme marker scoring areas. Der byder på hver deres udfordring, men bidrager til rigtigt underholdende indflyvninger. Kommer man ikke i zonen skal markeren ikke kastes og man scores til sin logger position, dog som regel mindst 100 m. Klik på billederne for at se dem i stort.

Nye muligheder, ny tænkning

De mange flyvninger gav os en masse forskellige tasks. David Levin gjorde alt hvad han kunne for at prøve os af på så mange forskellige opgaver som muligt, hvilket både var udfordrende og sjovt. Ikke mindst fordi opgaverne med loggerne bliver udformet og formuleret lidt anderledes end vi er vant til. Vi fik både en angle, maximum distance, minimum distance, land run, shortest flight, 3D shape task og en CRAT. Jeg kan varmt anbefale, at kigge forbi hjemmesiden for stævnet hvor alle task sheets ligger fremme til gennemsyn (http://omv07.webernet.lu/).

Generelt brugte Levin en masse HWZ. Ikke mindste for at minimere antallet af balloner, der sigter mod det samme mål og de sikkerhedsmæssige ulemper, det kan medføre. Det er mit klare indtryk, at de kritiske episoder i Japan under VM i 2006 har medført en masse opmærksomhed mod task setting, der medfører balloner i samme område og især trangen til kraftige stig og synk i crowdede områder.

Men der var mange spændende opgaver. F.eks. Race to an Area – flight#7 var opgaven fra et common launch point hurtigst at flyve ud af en beskrevet zone, der også er indtegnet i task sheetet. Take-off tidspunktet blev noteret af en lauch-master og loggeren registrerede tidspunktet, ballonen kom ud af zonen. Rigtig sjov task, ikke mindste fordi der var mange vindretninger i beregningen af fart i forhold til retning var altafgørende for godt resultat.

Ved flere lejligheder betød den nye formulering af opgaver, at piloter og hold ikke havde ordentlig forståelse af opgavens reelle karakter. Se for eksempel Land Run fra task#22 fra Flight8. I traditionel markerstævne defineres location A, B og C traditionelt ud fra marker drop positioner. I denne task defineres de både ud fra gridline krydsning og flyvetid, hvilket jo er muligt at holde styr på med loggerne. Som det ses af task beskrivelsen defineres location B og C begge ud fra 15 minutters flyvetid. Flere påbegyndte først denne task lidt over 09.00 om morgenen, og hvad bliver så problemet? Ja, at man aldrig får lavet location C inden for scoring perioden, der slutter 09.30 og dermed får ”no result” på opgaven.

Her er skitsen til Race To An Area. Alle balloner starter på fælles startplads CLP S i midten. Så gælder det bare om at finde den hurtigste vej ud af zonen. Rigtig sjov og udfordrende opgave, der kan angribes med mange forskellige strategier. Naturligvis var næste tasktype en HWZ med 5-6 mål rundt om, der tillod alle mulige flyveretninger ud af zonen.

Her er skitsen til Race To An Area. Alle balloner starter på fælles startplads CLP S i midten. Så gælder det bare om at finde den hurtigste vej ud af zonen. Rigtig sjov og udfordrende opgave, der kan angribes med mange forskellige strategier. Naturligvis var næste tasktype en HWZ med 5-6 mål rundt om, der tillod alle mulige flyveretninger ud af zonen. Klik på billedet for at se det i stort.

En anden task beskrivelse, der drillede mange var task#7 i flight#4, Maximum Distance Double Drop, hvor vi jo normalt blot kaster 2 markere inden for en zone. I denne logger konkurrence defineres 1. punkt som ballonens entry punkt i zonen. Det andet punkt var der så 2 muligheder for at lave. Enten ved et regulært markerdrop i en 100 meter MSA (punkt 204 på kortet), som stævneledelsen på forhånd havde udpeget som det oplagte exitpoint, eller simpelthen ved ballonloggerens exitpoint et vilkårligt sted i zonen. Dette er en lille smule usædvanligt, da vi jo alle er vant til, at vi bliver opmålt til så lang en distance i zonen, som vi kan komme. Mange balloner kom aldrig ud af zonen og fik dermed no-result. Lige så mange fik i øvrigt heftige straffe for at flyve i den blå PZ, altså over 5500 fod. Undertegnede tog rigtig mange competition points i straf for at have kigget på min barometriske trykhøjde gennem hele tasken. Men det var naturligvis GPS højden, der blev regnet ud fra – hvor dum kan man være…

Det er de præcise oplysningerne på task sheet’et som gælder - hvis der er den mindste tvivl om at det kan fortolkes på andre måder, eller hvis der er lidt anderledes formuleringer i reglerne - så er det altid de præcise oplysninger på task sheet’et som er de gældende.

Her er et eksempel på en ny type Maximum Distance Double Drop, MXD. Læs godt på instruktionen og hold fast i, at det er den der tæller. Læg også mærke til, at der er placeret eet measuring team i det forventede optimale exit point – de fik dog ikke noget at lave, da ingen nåede derud.

Her er et eksempel på en ny type Maximum Distance Double Drop, MXD. Læs godt på instruktionen og hold fast i, at det er den der tæller. Læg også mærke til, at der er placeret eet measuring team i det forventede optimale exit point – de fik dog ikke noget at lave, da ingen nåede derud. Klik på billedet for at se det i stort.

Her er der desuden en lidt teknisk detalje, der er et stort problem for logger stævner. Nok er loggere praktiske, men under EM i Magdeburg blev det klart, at opmåling i decameter (10 meter intervaller), som er loggerens mindste enhed i flere tilfælde langt fra er præcist nok til scoring af visse typer konkurrencer. F.eks. et dobbeldrop i en zone med meget styrbarhed, hvor mange piloter simpelthen får det samme resultat, da loggerens data i scoringen rundes op eller ned til nærmeste dekameter. Det kan give faktisk helt uretfærdige scores i visse typer tasks. Det er også derfor Levin altid forsøgte at lægge mindst ét markerdrop ind i alle af den type tasks.

Loggere lig mere tid

Et par uomtvistelige store bonusser ved loggerstævnet i Hofkirchen og i øvrigt ved de andre, jeg har deltaget i er, at der f.eks. aldrig er lost marker og at vi altid er så hurtigt færdige med flyvningerne, at der er masser af tid til afslapning, søvn, hygge og socialisering. Det er også fedt, at vores marker allerede er målt op når vi kommer til debriefing og at selve debriefingen blot tager 3 minutter.

Der er ingen tvivl om, at logger stævnerne endnu ikke har fundet sin endelige form. Der er stadig mange usikkerheder og måske er teknologien faktisk ikke helt god nok endnu – f.eks. er de ikke præcise nok. Dertil er der mange forskellige måder at fortolke opgavesætning på og det skaber ikke lige netop den standardisering, der er behov for til at udvikle en internationale fælles model. Men der er samtidigt heller ingen tvivl om, at kombinationen loggere og markerdrop er langt den bedste på markedet lige nu og for min vedkommende langt den sjoveste, udfordrende og retfærdige.

Så hvad så?

Jeg kan efterhånden godt se fidusen i de loggerstævner. Hvor jeg bare for et år siden var skeptisk og forbeholden overfor tendensen er jeg nu optimistisk. Men det er også fordi, stævneledelser rundt omkring er blevet meget dygtigere til at se styrker og begrænsninger ved loggerne.

Og så har det også tvunget piloter og hold til at sætte fingeren på, hvad der er virkeligheden er vigtigt ved et stævne. Her er nogle af nøgleordene sikkerhed, alsidighed, markerdrop og hygge.

Der er mange observatører rundt omkring der har set den traditionelle observatør rolle lide trange kår gennem fremkomsten af loggerstævnerne. Igen, jeg kan godt forstå deres situation – men på én eller anden måde sidder de i samme situation som de tilbagesiddende piloter. Tingene er forandret og der er kommer ny teknologi til, der gør at vi skal omstille os til en ny virkelighed og nye muligheder. Men derfor flyver vi jo stadigvæk konkurrencerne og det er stadigvæk flyvningen der er i centrum, ligesom der stadig er brug for folk til at observere. Mit postulat er, at der fra observatørenes side stadig er brug for de samme antal hænder til at afvikle stævner. De ligger bare ikke i ensomheden ude hos de fremmede, febrilske og stressede ballonhold, men i observatør-hold som measuring teams, som stik-prøve observatører, som de-briefere og meget andet.

Har du spørgsmål eller kommentarer til artiklen eller de beskrevne oplevelser er du mere end velkommen til at kontakte mig på mail eller telefon. Philip Mundt, mobil: 26733193 og mail: philip _at_ mundt.dk.