Circus Balloon Club
Nordens største ballonklub, stiftet 1978


Ny dansk varighedsrekord…

Af Philip Mundt, december 2008

”Hej, Jeg hedder Philip Mundt og er varmluftballonpilot. Jeg ringer til dig, fordi jeg i morgen skal bruge en rekordobservatør til et rekordforsøg med en varmluftballon. Du er hanggliderpilot og er med en FAI sportslicens automatisk godkendt til at observere forsøget. Vi kører fra København om 8 timer, kl. 02.00 i nat, det varer hele søndagen – kan du…?”

På trods af 2 års ventetid og dermed lang tid til forberedelser var der alligevel et par ting, der skulle fikses i en fart, da vejrudsigten pludselig så nogenlunde ud til et rekordforsøg med en varmluftballon. Vi er i starten af november 2008. Jeg er kommet hjem fra Holland lørdag kl. 06.00 om morgenen fra et andet ballonprojekt. Efter 4 timers søvn står jeg op og klikker pr. refleks ind på dmi.dk og… jo, svag vind, solskin… hmm – der er faktisk rekordvejr, men kan jeg nå at blive klar?

For at slå en dansk rekord i ballonflyvning kan der flyves efter 3 kategorier. Der er rekorder i at flyve højest, at flyve længst tid og at flyve størst distance. Vejret den søndag lignede noget, der kunne flyves en varighedsrekord i – altså at holde ballonen i luften så lang tid som muligt. Til denne rekord ville det optimale vejr være helt svage vinde, og så handler det ellers om at finde et sted, hvor jeg ikke ville risikere at blæse ud over vand.

Skal det eller skal det ikke være…

Efter nogle snakke med en meget velvillig og fokuseret flyvemeteorolog, Emma fra centralvejrtjenesten, blev det klart, at situationen ikke var ligetil. Der var godt nok et fint højtryk over Sverige med de tilhørende nødvendige svage vinde ved jorden, men dels ville der bevæge sig en varmfront fra syd op gennem Jylland i løbet af søndagen, og dels ville der i 1000 fod være ganske kraftig vind, omkring 15-18 knob fra øst. Endvidere var det meget usikkert, hvor megen dis der ville være i morgentimerne. I den nordlige ende af Danmark, helt oppe i Nordjylland, ville der formentlig være helt skyfrit om morgenen og med en vindprognose med meget svag jordvind. Til gengæld ville der dermed også være større risiko for udstrålingståge, og nord for Ålborg bliver Jylland pludselig meget smalt hvor Jammerbugten slår ind med risiko for meget lidt flyverum.

Efter nogle overvejelser blev jeg enig med mig selv om, at det bedste udgangspunkt ville være en start i Randers området i Østjylland med flyvning vestpå, og så måtte jeg satse på, at varmfronten sydfra ikke kom op for hurtigt med dårlige skybaseværdier.

Vi har haft et fantastisk samarbejde med DMI gennem hele projektet. Seniormeteorolog Søren Brodersen har fra starten taget projektet til sig, og har endog lavet en særlig hjemmeside kun til prognoser for rekordflyvningen. I vinteren 2007 var Kim Larsen, som er holdets navigatør, og jeg inde på DMI og fremlægge vores projekt for hele centralvejrtjenesten, så mange af de dygtige folk derinde kender os og projektet.

Men det var så vejret. Der var yderligere en længere række af ting, der skulle på plads, før projektet var i gang. Rekordforsøget var blevet ”solgt” til Dong Energy, så der skulle flyves i én af deres balloner. Men rekordballonen skulle selv ud på egen passagerflyvning den søndag, så den var der faktisk ikke adgang til. Min egen ballon var ikke et alternativ, da den var på vej over det Indiske Ocean til et stævne i Thailand. Jeg kunne have fløjet i Dong Energy RT70’eren, en noget mindre ballon, men kurven til den var kun stor nok til 4 gasflasker, hvilket ikke ville give mig flyvetid nok, og det var ikke så ligetil at finde en alternativ kurv. Dertil skulle holdet samles og med kun et par timers varsel droppe deres planer for lørdag aften, stå klar søndag morgen kl. 02.00 og afsætte en hel søndag til forsøget… Og der skulle jo også lige findes en uafhængig og godkendt rekordobservatør, der ville sidde og holde øje med ballonen gennem hele flyvningen…

Egentlig var der jo mange gode ballonpiloter på Sjælland der kunne have observeret rekordforøget, men da mine kolleger fra Circusballoon Club den selvsamme søndag skulle fejre klubbens 30-års fødselsdag, var de alle optaget.

Der var flere gange den lørdag eftermiddag, hvor jeg tænkte, at det her kunne jeg sgu lige så godt droppe. Lunken vejrudsigt, ingen ballon, ingen folk, ingen observatører og tilsyneladende ikke held i sprøjten med noget som helst. Men ved 16-tiden vendte vinden pludselig og tingene begyndte at lykkes.

Morgensol ved Randers. Foto: Jan Larsen

Morgensol ved Randers. Foto: Jan Larsen.

Først og fremmest checkede hele mit fantastiske ballonhold ind. Aflyste hvad de skulle både lørdag aften og hele søndagen. Så Camilla Johannesen, Lars Westh, Kim Larsen og Jan Larsen var klar! Kun Lars Bonfils kunne ikke være med, men var med på sms’en hele dagen. Dong Energy-ballonen fik aflyst sin flyvning, og den i indledningen omtalte hangglider pilot Marcus Malmqvist hoppede på idéen og sagde ”go!” for sin deltagelse. Phew! Så lørdag aften tog Lars Westh og jeg ud for at samle grej sammen og klargøre udstyret til morgenens udfordring.

Tidligt ud af klappen

For at være klar til at finde startsted og påbegynde flyvningen i Nordjylland ved solopgang måtte vi rejse fra København tidligt. Så henterunden startede kl. 02.00, og med 4 timers kørsel fra kl. 03.00 ville vi være i Randers omkring kl. 07.00 og have en time til at finde et velegnet startsted.

Jeg var heldig at få bagsædet af minibussen og må indrømme, at jeg sov hele vejen indtil ankomsten til Randers. Og det var med en kildren i maven, at jeg kiggede ud af min bilrude, med frygt for at hele området var dækket af udstrålingståge. Men det var det ikke. Til gengæld var der vind - også mere end jeg havde regnet med.

Jagten på et velegnet startsted blev sat i gang med det samme og det blev fundet lidt nord for Randers og byen Tvede. Her gik holdet øjeblikkeligt i aktion, fik trykket alle 9 gasflasker med nitrogen og samlet ballonen på rekordtid. Det var enormt smukt morgenvejr – frostklart og med rimtåge i græsset. Kl. 08.39 gik jeg i luften og det var med en blandet følelse i maven. En blanding af lettelse over endelig at være i gang, ærefrygt overfor alle de vanskeligheder der kunne opstå og endelig en beslutsomhed omkring at ville lykkes. Vi havde nu ventet i 2 år på den rette dag. Skulle det virkelig være nu?

Start klokken 0839. Foto: Jan Larsen

Start klokken 0839. Foto: Jan Larsen.

Flyvningen

Der gik ikke mange minutter i luften før det blev klart, at vinden bare 50 meter over jorden var alt for kraftig, hvilket kunne få alvorlige konsekvenser for rekordforsøget.

Det optimale vejr for en varighedsflyvning er helt stabilt vejr, gerne under 1 knob fart og koldt. Når jeg overhovedet vælger at tage af sted, selvom vejrsituationen ikke er optimal, er det fordi de optimale dage for denne slags rekorder er sparsomme. Vi havde jo allerede ventet igennem 2 sæsoner på det ”rigtige” vejr, så beslutningen i år var, at vi simpelthen måtte af sted, når der bare var en chance for at lykkes.

Med ikke 1 knob men mellem 12-15 knobs fart strøg jeg af sted over det nordjyske landskab. Allerede her begyndte regnskabet at kunne gøres op – hvor langt var der til vestkysten? Hvor lang tid ville det tage at komme derud? Hvilke alternative muligheder var der?

Mens jeg fra starten gik lavt med ballonen for at opnå så lav fart som muligt, gik navigatør Kim i følgebilen i gang med beregninger. Følgebil og ballon er udover at være i radiokontakt også udstyret med hver sin bærbare computer, der udveksler data over en radio. På den måde har følgebilen hele tiden alle informationer om ballonens position, retning og hastighed og kan dermed meget let foretage mange af de taktiske overvejelser om flyvningens gennemførsel og således sparre med piloten.

Der var ca. 120 km til sandstranden og Vesterhavet ved Hanstholm, og med omkring 25 km/t så det snævert ud for rekorden… Jeg skulle flyve mindst 5 timer for at opnå den.

Helt nede ved jorden kunne jeg sommetider finde svagere vinde. Holdet i følgebilen var meget opmærksomme på, om observatøren hele tiden kunne se ballonen, og når vejene ikke passede med ballonens rute, blev jeg beordret højere op, så der ikke kunne være tvivl om, at jeg hele tiden var i luften - hver gang jeg var nødt til at stige opad, steg farten igen og risikoen for ikke at lykkes…

Holdet på følgebilen var meget opmærksomme. Foto: Jan Larsen

Holdet på følgebilen var meget opmærksomme. Foto: Jan Larsen.

De første 2 timer var på den baggrund virkelig stressende. Det så ikke godt ud! Vestkysten nærmede sig, og selvom jeg egentlig havde forventet, at vinden længere inde over Jylland ville være svagere, og var stillet i udsigt, at vinden hen over dagen ville tage af, så skete der efter min mening ikke nok.

Jeg havde et trumfkort i lommen. Jeg var ikke sikker på hvornår eller om det skulle kastes, men meteorologen havde nævnt en detalje omkring vinden over 6000 fod, der kunne vise sig at blive afgørende. I omkring 6000 fods højde ville der være en meget kraftig vind i 200 grader. Så jeg havde muligheden for, hvis det skulle vise sig nødvendigt, at stige til 2 km højde, finde en nordlig kurs op over Ålborg og med ca. 25 knob bevæge mig op gennem Jylland. Beslutningen skulle tages kort efter Hobro, hvis jeg skulle udnytte den retning optimalt – men så skete der noget helt andet…

Oh, Onsild

Onsild ligger lidt syd for Hobro og op ad et større lavområde omkring Skals Å. Her lykkedes det at sænke ballonen ned i læ, og kort tid efter stod jeg praktisk taget stille i luften godt 10 meter over jorden. Det var sumpet og der var ingen bebyggelse eller kvæg, så det var et optimalt sted bare at blive hængende så længe det var muligt. Og det viste sig at være muligt i godt 2 timer.

Efter at følgebilen havde holdt øje med mig et stykke tid, blev de også enige om at ”…her bliver vi vist et stykke tid…” så de fandt campingbordet frem og slog det op midt på Lars Tyndskids marker. Oven i købet passede det fint med frokosten, så køletasken med brød og pølse kom frem, og de holdt en mindre fest, mens jeg måtte nøjes med at kigge dybt i termokanden med pulversuppen.

...

Følgende billede er modtaget fra Lene Ovesen med ordene: Jeg sender nogle fotos min mand, Finn, havde taget, da han var med ude at elfiske i Skalsåen den 2 november. Billederne er taget mellem Ejstrupbro og Løvelbro.

Observatøren Marcus var så fascineret af, at ballonen nu pludselig hang næsten stille få meter over jorden, at han bare måtte ud til mig og sludre. Af sted gik det udover markerne, men han havde ikke helt taget højde for, at det var et sumpområde, så han kom tilbage til bilen med våde tæer og sokkerne i lommerne. Men han havde nået at få en snak med piloten midt under rekordflyvningen – det synes han var fedt.

Op i fart igen

Så hvor jeg de første timer fløj i rasende fart og tilbagelagde over 30 km, tilbagelagde jeg vel omkring 300 meter på de næste 2 timer, indtil jeg på ny blev skubbet op over træerne og op i fart igen. Flyvningen i lavområdet ændrede hele scenariet for flyvningen. Dels kræver det en særlig fokusering at flyve i 5-10 meters højde i 2 timer, dels var det en fantastisk følelse at tiden pludselig begyndte at arbejde for os. Det så efterhånden lysere og lysere ud. Det, der i lang tid havde været en drøm og et fikspunkt i horisonten var indenfor rækkevidde, og det gav kræfter og inspiration.

Det krævedes der nu også i de følgende timer. Forude lå Limfjorden og en del større områder med vand, som jeg helst skulle undgå. I samråd med følgebilen besluttede jeg på dette tidspunkt at stige op ”…og mærke efter i højden” – mest for at få en vindprofil for de nederste 3000 fod. Den viste, at vinden i den øvre del bar mig lidt nord for vest (290/18) og nede ved jorden næsten vest. (260/12). Med det udgangspunkt kunne vi diskutere og tilrettelægge en flyvning i Limfjordsområdet med mindst mulig ”vand” under fødderne.

Enroute. Foto: Jan Larsen

Enroute. Foto: Jan Larsen.

Efter 4 timer og 37 minutters flyvning lød der høje jubelråb og lykønskninger nede fra følgebilen. Den eksisterende rekord var nu nået, og herfra handlede det nu om, hvor meget videre vi kunne drive det.

Og herfra blev det også rigtigt sjovt. Dels begyndte hyggelige sms’er at tikke ind, og følgeholdet kom med lykkelige glædesudbrud i radioen hver gang der var gået yderligere en ½ time, dels var følgebilen i løbende kontakt med CBC’s jubilæumsfest. Herfra strømmede lykønskningerne ind. Formand Lau Laursen var især glad for timingen. Fantastisk at vi netop på klubbens 30 års jubilæumsdag valgte at slå rekorden. – Vi var omgående tilgivet vores afbud til festen.

Endelig var det en vanvittigt smuk flyvning over Limfjorden, et område jeg aldrig har fløjet over før, med lav sol en masse vand, flotte skyer i horisonten og den dér varme følelse i maven…

Her er rekorden slået

Her er rekorden slået og en lettet og stolt pilot fortsætter sin flyvning ud over Limfjords området. Det er dejligt at komme lidt i højden, så der ikke bruges så mange kræfter på finstyring som ved lowlevel flyvning. Foto: Philip Mundt.



Aftenbillede af broen over Salling Sund

Aftenbillede af broen over Salling Sund og med Nykøbing Mors i baggrunden. Foto:Philip Mundt.



Dejligt eftermiddagsbillede af flyvning og vindmøller på Mors. Foto: Marcus Malmqvist.

Dejligt eftermiddagsbillede af flyvning og vindmøller på Mors. Foto: Marcus Malmqvist.

Rakkeby på Mors

Vi besluttede at afslutte flyvningen kl. 16.04 ved Rakkeby på den sydvestlige side af Mors. Da havde flyvningen varet i 7 timer og 25 min. Jeg havde fløjet ca. 98 km, og holdet var tilfredse med resultatet.

Landingen gik udramatisk, og der gik ikke mange sekunder før et mindre hav af lokale nysgerrigt omringede ballonen og spurgte til, hvad en ballon egentlig lavede på disse kanter. Det var tydeligt, at de ikke var vant til at se balloner i Limfjordsområdet og flere af tilskuerne havde fulgt ballonen i de sidste par timer. Da de fik besked om, at de havde været vidne til en dansk rekord, var de glade for at have fulgt os.

Det var nu også tid til en stor og dejlig genforening med det solidt arbejdende følgehold. Nu var der virkelig tid til lykønskninger. Vi havde gjort det, ikke kun snakket om det og forberedt det, nej, faktisk fået det gennemført. SUPER!

Der var langt hjem, men turen føltes kort. Rekordobservatøren sov hele vejen, enten var han brugt op, eller også gad han ikke høre på et lidt for kækt og sejrsberuset rekordhold.

Tusinde tak!

Landing.

Ballonen i et smukt solnedgangsmotiv efter landing i høstet majsmark. Piloten er i radiokontakt med følgeholdet og nu skal det snart fejres. Foto: JJ-Pedersen.dk



Rekordholdet.

Her er det benhårde, stålsatte og lykkelige rekordteam. Fra venstre Jan Larsen, Camilla Johannsen, Philip Mundt, Kim Larsen og Lars Westh. Foto: Marcus Malmqvist

Som sædvanligt når det drejer sig om ballonflyvning er der for hver pilot, som laver noget bemærkelsesværdigt, et stort antal mennesker, som har lavet et endnu større forarbejde, og som slider i det i kulissen. Team Aurora, der nu har været et fast sammentømret hold i 2,5 år, består af Camilla Johannesen, Lars West, Jan Larsen, Lars Bonfils, Kim Larsen og mig selv. Uden dette hold, intet rekordforsøg – det er i sandhed hele holdets rekord. Store tillykker og tusinde tak.

Tusinde tak til elite-paraglider-pilot Marcus Malmqvist, der foretog den officielle observation af rekordforsøget.

Der skal lyde en kæmpe tak til ballonpilot Christoffer Mundt, der uselvisk har støttet projektet med udstyr, rådgivning og adgang til sponsoren Dong Energy.

Stor tak til centralvejrtjenesten på DMI og i særdeleshed til Søren Brodersen for hjælp gennem hele projektet.

Endelig tak til sponsorerne Dong Energy, 66North og Viking.

Udstyret.

Her er et billede af indretningen i kurven. Der er navigationscomputeren med live-tracking og forskellige rekvisitter. I den røde taske er loggeren med densbatteri. Jeg medbragte 9 gasflaskermed i alt 475 liter gas. Dertil var der termoflasker med varmt vand, brevsupper, frugt og slik, og endelig var der mit tomme syltetøjsglas med låg – det fyldte jeg undervejs. Fotograf: Philip Mundt.

Ballontype:

N-120, AX9
(De eksisterende rekorder i AX7 klassen er stadig gældende)

Fakta:

Flyvetid: 7 timer og 25 minutter.
Flyvedistance: 97.8 km.

Flyveruten.

Grafisk gengivelse af flyveruten lavet på baggund af data fra loggeren. Flyvningen var fra højre mod venstre. Rødligere streg signalerer flyvning i lav højde og blålig streg flyvning i høj højde.



Flere gasflasker end under normale flyvninger!

Her et billede umiddelbart efter landing. Der er allerede kommet et par besøgende der forundret kigger på, hvor lidt plads piloten har hygget sig med gennem de 7 timer og 25 minutter. Foto: Jan Larsen.