Circus Balloon Club
Nordens største ballonklub, stiftet 1978


Erfaringer fra en uges flyvning i Alperne

Af Thomas Jøhnk, februr 2014

Januar 2014 flyver jeg (Thomas Jøhnk) sammen med Philip Mundt (også ballonskipper) og Morten Nielsen (ballonskipper under uddannelse hos Philip) til 18.000 fod over alperne i ballon. Anledningen er vores deltagelse i Hanneshof Ballonwoche, Filzmoos, Østrig – et årligt ballonstævne for godt 30 balloner.

Både Philip og jeg elsker de dejlige ballonflyvninger på stille sommeraftener over f.eks. Roskilde Fjord – flyvninger som typisk foregår i 500 til 1000 fods højde over 10 til 20 km, og meget gerne sammen med de øvrige balloner fra Circus Balloon Club of Copenhagen. Men vi har også en fælles interesse i flyvninger som ligger noget ud over dette. Rekordmæssigt findes tre kategorier for sådanne flyvninger – varighed, distance og højde. Philip er indehaver af gældende danske varighedsrekord (7 timer og 45 minutter sat 2. november 2008) så vores fokus har primært været på højdeflyvninger – og i første omgang de absolutte rekorder uanset ballonstørrelse.

Indtil januar 2014 har vi haft adskillige ture til 10, 12, 15, 16 og 17.000 fod over Sjælland. Disse ture har givet os værdifulde erfaringer og har gjort at vi over de sidste to år har haft mulighed for at sammensætte det helt rigtige udstyr til høje ballonflyvninger. Målet for denne vinter har været to flyvninger til hhv. 20.000 og 22.500 fod (samt en distanceflyvning på 300+ km), men der har ikke været en eneste dag med det rigtige vejr.

I uge tre deltog vi så i Hanneshof Ballonwoche i Filzmoos i Østrig. Hanneshof Ballonwoche er et ballonstævne hvor balloner fra nær og fjern mødes en uge for at flyver over Alperne. Vi deltog i et tilsvarende stævne sidste år hvor vi fløj to lange ture fra Dobiaco i Italien og langt ned på Po sletten, den ene af disse ture med en hastighed på næsten 100 km. i timen i 14.000 fod! I år var der svage vinde over Alperne så langdistanceflyvninger var udelukket. Det blev dog stadig til tre pragtfulde flyvninger hvor de flotte udsigter over de østrigske alper blev indtaget – men også tre flyvninger hvor der konstant blev holdt skarpt øje med vindretninger og -hastigheder i de forskellige luftlag således at en sikker landing i en velegnet dal hele tiden var inde for rækkevidde. Med vindhastigheder i højden på under ti km i timen (som på første flyvning) skal man ikke begive sig ind over et 50 km stort bjergområde uden dale når gasmængden kun rækker til maksimalt 5 timers flyvning!

På sidste flyvning viste vindretninger og hastigheder sig særdeles gunstige. Vindretningen var således at vi fulgte E651 perfekt mod øst (uanset højde), og hastigheden på ca. 15 knob fra 10.000 fod og op var tilpas stor til at hvis vi røg ved siden af dalen kunne vi med stor margin nå tværgående dale 50 km. forude. Så da vi nåede 10.000 fod besluttede vi at fortsætte stigningen. Iltudstyr blev fundet frem og Wien Information blev kontaktet for at koordinere vores stigning over FL 125. Tilladelse til først FL 140, så FL 170 og derpå FL 185 blev tildelt uden problemer og en fantastisk og fuldstændig problemfri stigning til FL 180 blev foretaget i løbet af de næste tre kvarter. Billeder og film blev taget med alt medbragt fotoudstyr, high five’s blev udvekslet mellem os alle og Morten fik lov at fyre brænderen en enkelt gang således at han kan kalde sig højestflyvende danske ballon-put gennem alle tider (uddannelse til ballonskipper omfatter normalt alene en højdeflyvning til 3.000 fod). Efterfølgende nedstigning blev gennemført med et synk på ca. 4 m/s og inden for en halv time var vi igen i lav højde – og stadig inde over dalen langs E651.

Turen blev foretaget i OY-LOL som er den største danske private ballon på 133.000 kubikfod. De kommercielle balloner er generelt meget større, i Danmark starter Philip denne sæson flyvninger i en 425.000 kubikfod stor ballon som tager 19 passager foruden pilot og en crew. En ballon på 133.000 kubikfod er en særdeles god størrelse til alpeflyvninger i det denne størrelse tillader at man både kan være tre personer i kurven, kan medtage gas nok til 5 timers flyvning og kan flyve i store højder.

Normale brændere får problemer med ilttilførelse ved 12 til 20.000 fod – vågeblusset får tendens til at gå ud efter fyring og/eller flammen starter højere og højere over brænderen. OY-LOL er udstyret med en Cameron High Altitude Shadow Burner som er certificeret til 30.000 fod. Brænderen har to enheder og begge fungerede fuldstændigt upåklageligt på hele turen.

Som ekstra ilt over 10.000 fod anvendte vi en simpel løsning som tilfører ilt direkte til næsen. Denne løsning fungerer fint i højder på netop op til 18.000 fod. Til senere flyvninger til højere højder planlægger vi at anvende iltløsning baseret på MBU-20/P masker, HGU-26/P hjelme og A14 Diluter Demand regulatorer. En sådan iltløsning til to personer er anskaffet og afprøvet i militærets undertrykskammer ved Roskilde på en simuleret ballonflyvning til 30.000 fod. Endvidere har vi anskaffet en kulfibertank med rigelig kapacitet således at to personer kan indånde ren ilt fra start til vi når maksimal højde og til vi igen er under 10.000 fod. Balloner stiger langsomt og da der erfaringsmæssigt altid er en del koordinering med flykontrollen når vi ønsker at flyve højere end ind- og udgående trafik til Kastrup opnår vi herved – som man bør – at indånde ren ilt i 30+ minutter før vi når 10.000 fod.

En film fra turen til 18.000 fod kan ses her.

Billeder fra turen kan ses her.