Circus Balloon Club
Nordens største ballonklub, stiftet 1978


Kom op og hils på, men hold respektfuld afstand!

Denne side indeholder indformation om balloner og ballonflyvning til øvrige brugere af luftrummet (privatflyvere, svæveflyvere, ...)

Luftsejlads, eller ballonflyvning som vi nu om dage kalder sporten, går ud på, at vi som en sejlbåd finder den rigtige vind i en bestemt højde, der måske kan bringe os til målet. Vi flyver, som vinden blæser, og med den fart og retning den har.

Af og til sker det, at vi får besøg under sejladsen af nyere modeller såsom svæveflyvere eller flyvemaskiner.

Det er rigtigt hyggeligt at få besøg

En flyvemaskine, som kredser omkring ballonen med en vinkende pilot og hans gæster, er også for os en rigtig god oplevelse.

Det faktum, at flyvemaskiner tiltrækkes af balloner er i grunden ikke så mærkeligt. Vi er luftens dinosauruser, er størst, kom først, og flyver med besætningen stående på en balkon (kurven). Det er rigtigt privilegeret, synes vi selv.

Som ved alle besøg må det dog være værten, som bestemmer, hvordan besøget går til, selv om vi i vores tilfælde har haft hjælp fra staten til at udstikke retningslinjerne (BL 7.1 afsnit 4.2).

Kom ikke for tæt på

Personligt er jeg lidt som en jomfru, som siger hertil og ikke længere.

Maskiner som kredser omkring i 100 meters afstand fra min kurv er passende.

Flyvemaskiner som flyver direkte under og over med kort afstand til ballonen er ubehageligt, farligt og om ikke respektløst så i hvert fald ubetænksomt.

Du som flyver tæt på balloner bør tænke på:

  • Balloner kan stige og synke med op til 5 meter pr. sekund.
  • Balloner som er i kraftigt stig eller synk behøver fra 100 til 300 meter for at plane ud på.
  • Balloner kan ikke ændre kurs uden også at skifte højde.
  • Mange ballonpiloter bruger frekvensen 122,65 når de flyver uden for kontrolzone. Kald gerne op når du vil hilse på - det giver tryghed for både skipper og dig selv.
Vel mødt, og på gensyn i lufthavet.

København d. 2. oktober 2006

Lau Laursen
Formand